Language selection: English Deutsch Norsk
Gratis WiFi!
Print

Artikel: Motellet på Roskildevej

Anledningen til artiklen var den, at historien og livet omkring Wittrup Motel blev vist på en udstilling på Lokalhistorisk Samling i Albertslund. Kun få andre Hoteller/Moteller kan bryste sig af at have været på museum.

Artiklen blev skrevet af Peter Sorenius, der er antropolog, mag.scient og arbejder på Københavns Amtsmuseumsråd. Det var i øvrigt også Peter Sorenius, der var manden bag udstillingen.

Efter velvillig tilladelse fra både Politiken og Peter Sorenius bringes her et uddrag af artiklen.

I århundreder har de vejfarende og deres heste haft et raste- og hvilested mellem København og Roskilde. Med bilens folkelige gennembrud i 1950 erne tilførtes en ny dimension – motellet. Det lå i tidsånden at efterligne sejrherren i Anden Verdenskrig USA.
Her var moteller fra kyst til kyst siden 1926 skudt op som paddehatte.
Med få ugers mellemrum i sommeren 1955 åbnede tre moteller i Danmark, heraf to på Sjælland. Det første var BP-motellet på den nye omfartsvej A1 ved Roskilde. Det næste var Wittrup Motel skråt over for den historiske Roskilde Kro på Roskildevej i det nuværende Albertslund.
Bilen genoplivede landevejens hvilesteder. Ikke af nødvendighed, men som hyggeligt udflugtsmål for søndagsturen, der blev stedse længere, som vejene blev bedre og bredere og bilerne hurtigere.

Amerikansk Stil
Det var unikt, da motellet d. 6. august 1955 slog dørene op for de først færdiggjorte værelser. Alt var opført og indrettet i bedste amerikanske stil. Drive-in-reception, parkering lige uden for værelsesdøren, amerikanske skydevinduer, let og luftig møblering, spraglet tapet. Det var ingen tilfældighed. Hovedkraften bag og en af indehaverne var Sallie Zimmerhackel, født i 1917 i Denver, Colorado i USA. Som skolelærerinde var hun siden 1953 tilknyttet de amerikanske styrker rundt om i Europa. I 1954 blev hun forflyttet til København, hvor hun mødte det danske ægtepar Wittrup. Oscar Wittrup havde i længere perioder opholdt sig ’over there’ bl.a. for at oprette moteller. Sammen blev de enige om at oprette et motel lige uden for København.

Byggegrunden blev bortskødet fra Roskilde Kro. Og mens der i den daglige drift snart kom til at stå Sallie over det hele, fik motellet navnet Wittrup Copenhagen Motel.

Hits fra juke-boxen
Nye ord blev introduceret. I Sallies Snack Bar med ståldisk og barstole midt i rummet kunne man indtage amerikanske specialiteter eller få Ulrichs Coffee langet over disken til lyden af de nyeste hits fra den store juke-box. Fjernsyn var der også.
Det kunne ikke undgå at blive en succes. Mange amerikanske soldater på orlov og ferie fra baserne i Vesttyskland overnattede i hjemlige omgivelser på Wittrup i 50erne.
I løbet af få år udvidedes motellet til 58 værelser, fik grill-restaurant og pandekage-bod, ice-cream shop og arts-and-craft-shop.

Sallie Zimmerhackel, der i 1958 blev gift med den danske restauratør Thorkild Nielsen, drev motellet videre til 1972, hvor stedet blev overtaget af den tidligere natportier og administrerende direktør af Wittrup Motel, Karl Nielsen.
Samme år måtte man på Roskilde Kro dreje nøglen om for sidste gang. Det betød også nye tider for motellet der nu kunne få spiritusbevilling.
Interiøret i restauranten udskiftedes, hvorved den oprindeligt amerikansk udstyrede bar og restaurant mistede sit i Danmark enestående særpræg. Restauranten blev i 1978 udvidet med et selskabslokale til ca. 40 personer.
Belægningsprocenten har altid været høj på Wittrup Motel. Fra midten af 60erne skiftede klientellet til håndværkere, montører og handelsrejsende. Wittrup Motel kører fortsat i bedste velgående.

Online Booking